søndag den 11. maj 2008

Hunde-sjov pinse!

Igår tog jeg Asbjørn i hånden og gik i brugsen for at handle. Det tar' sin tid med ham på gå-ben. Men vi har jo ikke altid travlt, og man finder så mange sjove ting på vejen... altså Asbjørn gør. (... og så sover han også gevaldigt godt, når dagen er omme)
Vi kom ned til brugsen, lige før de lukkede kl. 19 og vi lagde mærke til en sød gul labrador udenfor. Da i havde fået handlet og kom ud igen, kom hunden og lagde sig på ryggen foran Asbjørn. Jeg smilede og kiggede op for lige at gi et ok-smil til ejeren... men der var ingen.
Jeg spurgte flere der kom forbi - men ingen kendte ejeren til hunden. Man kan jo undre sig, når man står i Mou city. Der må da være een eller anden, der ved hvor den kom fra!? Personalet i brugsen sagde, at den havde været udenfor et godt stykke tid.
Hunden havde halsbånd på men ingen navneskilt. Vi kunne ikke finde en øremærkning, så den måtte jo være "chippet".
Nå, men jeg synes det var urimeligt, at hunden skulle gå rundt i den hede uden hverken vådt eller tørt, så jeg tog den med hjem. (Dvs. at vores nabo heldigvis var der og kunne køre os alle tre).

Vi ringede til politiet som spurgte, om de skulle sende Falck ud med det samme for at tage hunden til internatet, eller om vi kunne ha den et par timer - hvis nu nogen skulle ringe i mellemtiden. Efter jeg havde snakket lidt med ham om procedure og fortalt ham, hvor sød den her hund virkelig var, spurgte han om det var muligt for os at have hunden til imorgen, hvor Falck ikke havde så travlt. Det indvilgede jeg straks i!

... Jeg ved ikke, om det havde noget at gøre med, at jeg var dens "helt" på en eller anden måde, men den gik mig i hælene konstant. Hver gang jeg gik et par skridt, lød det som om, jeg havde seks fødder! Den sad bag mig, mens jeg lavede kaffe, puttede tøj i vaskemaskinen, hang noget på tørresnoren udenfor osv...osv...
Den var selvfølgelig også meget sulten og tørstig - og den endte med at spise ti skiver rugbrød med den gode baconleverpostej jeg lige havde købt i brugsen. (Som om den havde planlagt det hele).
Jeg gik en tur med den senere på aftenen, den sov på det anviste tæppe hele natten - og den tog det hele, som var det helt naturligt at bo hos os.

Politiet ringede så idag ved middagstid og sagde, de havde fået en henvendelse fra en mulig ejer. Hun ringede til mig og hentede så hunden, der var løbet fra Egense. Så den har da også været på noget af et eventyr!
Jeg må indrømme, jeg nok blev en smule ærgelig over det opkald. Vi havde snakket med internatet om at få undersøgt om der var chip. Vi havde sådan set besluttet, at vi ville beholde den, hvis vi ikke kunne finde en ejer.
Nu kan man jo ikke få tankerne væk fra at få en hund. Vi har snakket om det før, da vi begge er vokse op med hund i huset. Så det vækkede da også noget i os med det lille besøg.